Hanne har mistet sin mor. Hanne oplever at være fyldt af så meget vrede og tristhed over tabet. Hun synes selv, hun bør tage sig sammen: ”det kan ikke passe, at en voksen kvinde med to børn skal gå rundt og hyle hele tiden”, siger hun. Faktisk skammer Hanne sig over at have det så dårligt – og hun er derfor holdt op med at tale med veninderne om sorgen; hun siger i stedet til alle, at ”hun har det bedre”. Det er bare slet ikke tilfældet.
I mine samtaler med Hanne, bliver det tydeligt for hende, hvorfor hun er så ked af det. I Hannes øjne, var hendes mor den eneste, der elskede hende og accepterede hende. Hanne er enlig mor, og det giver hende både en fortravlet hverdag, men det er også en svær rolle for hende at acceptere. Hun har jo altid drømt om den perfekte familie med far og mor og to børn. Hannes mor var til gengæld god til at vise Hanne, hvor stolt hun var af hende – og det hjalp Hanne utroligt meget. Nu er denne faste støtte væk, og selvfølgelig er det et stort tab. Det bliver også tydeligere for Hanne, som dog lærer meget om at acceptere sig selv og sin livssituation gennem vores samtaler. Hun lærer efterhånden at give sig selv den accept og kærlighed, som hendes mor altid havde givet hende.
